Ungekonsulenterne
Her kan du læse mere om, hvilken hjælp du kan få af vores Ungekonsulenter.
Kan en ungekonsulent hjælpe mig?
Vi hjælper dig, der er mellem 14 og 18 år, og som har brug for støtte i en periode i dit liv. Vi har erfaring med at hjælpe andre, der blandt andet har oplevet følgende problematikker:
- Udfordringer i forbindelse med uddannelse
- Udfordringer i forbindelse med fritid og venner
- Familielivet er gået i hårdknude
- Isolation fra fællesskaber
- Lavt selvværd
- Følelse af tristhed
- Indadvendthed
- Grænsesøgende adfærd
- Lav frustrationstærskel
- Begyndende misbrug
- Kriminalitet
Ungekonsulenterne varetager også Ungestøtte til unge ud over det fyldte 18. år.
Vi fungerer også som koordinator for dig, der er mellem 15 og 17 år, og er idømt ungdomssanktion efter straffeloven.
Sådan arbejder vi i mødet med dig
Når du møder din ungekonsulent, vil han eller hun have fokus på at skabe en god relation imellem jer, så du kan føle dig tryg i forbindelse med samværet. Ungekonsulenten tager altid udgangspunkt i din hverdag og dine udfordringer, og du vil opleve at blive mødt med anerkendelse og nysgerrighed. Sammen vil I undersøge, hvilke ressourcer du har tilgængelig i dit liv, og I sætter fokus på dine succeser.
Din ungekonsulent vil gerne mødes med dig i vores lokaler i Vejle midtby, men han eller hun vil også rigtig gerne mødes med dig lige der, hvor du kan føle dig tryg. Det betyder, at du kan være med til at sætte de bedste rammer for jeres samarbejde.
For at sikre, at du bliver inddraget, og at din stemme bliver hørt, benytter vi Feedback Informed Treatment i Børne- & Familiecentret. Her får vi din tilbagemelding på vores samarbejde, så du får mest muligt ud af den hjælp, du modtager. Måske skal vi ændre kurs undervejs i forløbet – her kan FIT være med til at finde den vej, der er mest mulig hjælpsom for dig og din familie.
Formålet er, at du på sigt kan:
- Udvikle din egen identitet
- Tage ansvar og styring i dit eget liv
- Styrke relationerne til mennesker omkring dig
- Finde redskaber til at kunne navigere i samfundets krav og forventninger
Diamantforløb
Diamantforløb er et gruppebaseret undervisningsforløb for unge i alderen 13–17 år samt unge i efterværn (18-22 år), der har svært ved at regulere og håndtere deres vrede.
Målet er at skabe eftertanke og omtanke hos de unge – og skabe viden og mestringsstrategier, der kan få den unge til at handle anderledes.
Målgruppen er både unge, hvor temperamentet eller vreden fylder rigtig meget og er tydelig at få øje på, og også unge, der vender vreden mere indad, og ikke viser et stort temperament. Derudover er målgruppen de unge, der ikke umiddelbart har et vredesproblem, men som bevæger sig i miljøer, hvor kriminalitet og andre uhensigtsmæssige aktiviteter er dominerende.
Forløbet består af en indledende samtale og 8 gruppemoduler, som løber over en periode på ca. 3 mdr. Grupperne dannes med 4-8 unge.