Ungekonsulenterne
Er du mellem 14 og 18 år og har brug for støtte i en periode af dit liv? Ungekonsulenterne er her for dig – vi tilbyder samtaler, vejledning og støtte, når hverdagen er svær. Vi står også klar med Ungestøtte til dig, der er fyldt 18 år, og vi koordinerer indsatsen for dig, der er mellem 15 og 17 år og har fået en ungdomssanktion efter straffeloven.
Hos Ungekonsulenterne kan du få støtte, hvis du er ung og har brug for støtte i en periode af dit liv.
Vi møder mange forskellige unge – og derfor er vores forløb også forskellige. Nogle har brug for at tale om svære følelser, andre har brug for støtte til at komme i skole, finde ro i hverdagen eller styrke relationer til familie og venner.
Vi støtter primært unge under 18 år. Hvis du allerede har et forløb hos os, kan det også være en mulighed at få Ungestøtte, når du er fyldt 18. Vi fungerer desuden som koordinator for dig, der:
- er mellem 15 og 17 år og har fået en ungdomssanktion efter straffeloven
- er mellem 10 og 17 år og har fået en afgørelse i Ungdomskriminalitetsnævnet
Ungecaféen
Som ung hos Ungekonsulenterne har vi adgang til vores Ungecafé – et hyggeligt sted, hvor du kan være dig selv. Her kan vi spille spil, bage, snakke med andre unge eller bare tage en pause. Der er også mulighed for at finde et roligt rum, hvis du har brug for at tale fortroligt med din Ungekonsulent. Vi tilpasser rammerne, så du føler dig tryg – uanset om du har brug for fællesskab eller ro.
Sådan arbejder vi i mødet med dig
Når du møder din Ungekonsulent, er det vigtigt for os at skabe en god relation – så du kan føle dig tryg.
Vi tager altid udgangspunkt i din hverdag og dine oplevelser. Du vil opleve, at vi møder dig med nysgerrighed og respekt. Sammen undersøger vi, hvad der fylder for dig, hvilke styrker du har, og hvad der skal til for, at du trives.

Diamantforløb
Har du svært ved at styre din vrede – eller vender du den indad? I Diamantforløbet møder du andre unge mellem 13 og 17 år (eller op til 22 år i Ungestøtte), der også kæmper med temperament, frustration eller svære følelser. Gennem 8 gruppemoduler og en indledende samtale får du viden, redskaber og nye måder at handle på. Vi arbejder med eftertanke, fællesskab og mestring – i et trygt rum med 4–8 deltagere.




