Integrationsvejledning

En balancekunst

Anbefal denne side:

Hvilke udfordringer er der i integrationsvejleder-nes arbejde med flygtningefamilier i Vejle Kom-mune? Og hvordan er samspillet og interaktionen i denne relation? Det er nogle af de spørgsmål, jeg gennem mit pædagogisk antropologiske felt-arbejde har interesseret mig for. Jeg vil i denne artikel præsentere nogle indledende overvejelser omkring denne teamtik, som jeg skal arbejde med i mit speciale.

Af Anne Katrine Lykkegaard Christensen, Kandidatstuderen-de i Pædagogisk Antropologi, Aarhus Universitet

Jeg har siden starten af september haft fornøjel-sen af at følge integrationsvejlederne i Vejle Kommune. Jeg er blevet mødt af en åbenhed og en imødekommenhed, som jeg er dybt taknem-melig for. Det har været rigtig interessant at få lov til at følge integrationsvejledernes arbejde og møde en masse forskellige familier, der næsten uden undtagelse ligeledes har taget imod mig med åbne arme og en hjertelighed og umiddel-barhed, som flere gange har overrasket mig og samtidig tilføjet min dag et dejligt pust.

HVOR SKAL FAMILIERNE HEN?
Inden jeg tog ud i felten, havde jeg en idé om, at flygtningefamilierne står i et grænseland - i en liminal position. I begyndelsen af et forløb står de i periferien af samfundet, og gennem integrati-onsvejlederens hjælp skal de blive en del af det danske samfund. Denne idé er blevet understøt-tet gennem de tre måneder, jeg har fulgt integra-tionsvejlederne. Integrationsvejlederne agerer som brobyggere i familiens udvikling mod at blive en del af det danske samfund. Denne udvikling indeholder i mange tilfælde en oplysning omkring danske forhold - det er denne viden familien mangler for, at de kan indgå i samfundet. Til gen-gæld har familierne en anden viden og nogle an-dre erfaringer, som de bygger deres liv på. Denne erfaring har integrationsvejlederne meget re-spekt for og fokus på, og de anerkender, at fami-lierne har opbygget deres liv omkring andre vær-dier og andre erfaringer end de typisk danske, som integrationsvejlederne repræsenterer. Men disse typiske danske værdier - hvem fastsætter dem? Hvilken forståelsesramme har integrations-vejlederne med sig hver især? Og hvordan agerer de i dette rum, hvor de skal rådgive om, hvordan det danske samfund hænger sammen og foreslå familierne forskellige handlemåder - uden at un-derkende familiens egen måde at gøre tingene på? Dette er en balancekunst som integrations-vejlederne formår at være i, og som de gør sig mange overvejelser om. For hvem siger, hvad der er den rigtige måde at være familie på? Og hver enkelt familie er vel eksperter i deres eget liv - som integrationsvejlederne flere gange pointerer til både familierne og til mig.

TAKNEMMELIGHED ELLER UTILFREDSHED
Familierne har forskellige reaktioner på integrati-onsvejledernes hjælp - nogle er overstrømmende taknemmelige, mens andre snarere stiller krav til den hjælp, integrationsvejlederne yder. Her bliver integrationsvejlederne sat på prøve - deres gode hjerte vil gerne hjælpe så meget som muligt, men der er et system, som de skal svare tilbage til og retfærdiggøre deres handlinger overfor. Hvis familierne udtrykker utilfredshed med den hjælp, integrationsvejlederne giver, kan det føre til fru-strationer hos integrationsvejlederne. Og er det mon noget, der i det lange løb kan påvirke inte-grationsvejlederens sproglige italesættelse af familien, og derigennem deres relation til dem? Det vil nok være svært at undgå, og det kan være umuligt at sætte sin egen person til side, og indgå i relationen til familierne på et udelukkende pro-fessionelt grundlag. Flere steder bliver integrati-onsvejlederne set som en del af familien, og der er oftest en ualmindelig stor åbenhed over for integrationsvejlederne og deres hjælp. Deres relation til familierne vil derfor ofte automatisk indeholde et personligt aspekt - og det påvirker integrationsvejledernes relation til familierne. Dette er selvfølgelig en overvejelse man som integrationsvejleder må gøre sig. Vi skal for alt i verden ikke blive robotter - men vi skal heller ikke risikere at forskelsbehandle på baggrund af den personlige kemi, der måtte være til familien. Selvom integrationsvejlederne leverer professio-nalisme på højeste plan, vil man som menneske altid være netop menneske, og det kan ikke und-gås. Og det skal det heller ikke, er dét indtryk, jeg har fået fra integrationsvejlederne i løbet af mit
feltarbejde. Det er nødvendigt, uundgåeligt og tilstræbelsesværdigt at være hos familien som et menneske – og selvfølgelig samtidig som en pro-fessionel.

VENTELISTEN
Ud over Vejle kommune har jeg også lavet feltar-bejde i Fredericia kommune og fulgt deres inte-grationsvejleder. En forskel mellem de to kom-muner er, at i Fredericia er der ikke en venteliste af familier. Integrationsvejlederen og to kommu-nale kontaktpersoner tager alle de familier, der kommer til Fredericia. Integrationsvejlederen er i familien i den treårige integrationsperiode - hvis der er behov. Nogle familier har ikke brug for hjælp mere end nogle måneder, og så giver Inte-grationsvejlederen dem sine kontaktoplysninger og siger, at de altid kan ringe. Officielt afsluttes de dog ikke, før de tre år er gået. I Familiecentret i Fredericia understreges det, at dette er med til at skabe en tryghed for familierne; at de ved, at de altid kan få hjælp. I Vejle er fokus også på, at familierne skal føle sig trygge. Derudover er et nøgleord, at familierne skal have hjælp til selv-hjælp – de skal i videst muligt omfang lære at klare sig selv, så integrationsvejlederne på sigt bliver overflødige. Det vigtigste er ifølge integra-tionsvejlederne, at familierne ikke bliver afhæn-gige af deres hjælp, og at de ikke ser familierne som klienter, som dermed passiviseres. Tanken bag dette er, at det må være ønskværdigt for alle familier at blive selvstændige, og der må være en stolthed i at kunne selv – og det er netop dét, der betegnes som integration, i integrationsvejleder-nes øjne. Der tales meget om flow i ventelisten, og her kan der opstå et dilemma mellem at hjæl-pe flere nye familier eller have mere tid i de nu-værende familier. De forskellige strukturer i de to kommuner viser, at der ikke er én måde at gribe integrationsvejledning an på – for hvad er mulig-hederne strukturelt set? Og hvilke værdier vælger man som kommune at sætte i højsædet?

TOLKNING ER EN TILLIDSSAG
Tolken spiller en essentiel rolle for, at en familie-samtale bliver vellykket. Integrationsvejlederne fremhæver her tillid som et afgørende element. Tillid til at tolken tolker det sagte, hverken mere eller mindre. Hvis en tolkning ikke fungerer, skyl-des det ofte, at tolken taler på eget initiativ og spørger eller kommenterer på det sagte. Her kan der opstå dilemmaer i forhold til, hvornår inte-grationsvejlederen påpeger det - nogle gange viser det sig at være en god hjælp, mens det an-dre gange er forstyrrende for dialogen mellem integrationsvejlederen og familien. Uanset bryder tolken en grænse i disse tilfælde, da de skal for-holde sig neutrale. En dimension i tolkningen er dét afhængighedsforhold integrationsvejlederen er i til tolken. De er i deres vold og må have tillid til, at deres budskab kommer frem, som det er tiltænkt. Integrationsvejlederen står i en afmagt, da de ikke direkte kan tiltale familien, ikke direkte kan sikre sig forståelse og ikke direkte kan udvise empati - i hvert fald ikke sprogligt. Hvis en familie er frustreret eller ked af det, vil integrationsvejle-deren gerne trøste og berolige familien - eller lave en joke, som kan lette stemningen. Dette sker i stedet gennem brug af kropsprog, hvor universelle ansigtsudtryk er vigtige for integrati-onsvejlederne - det er deres mulighed for at have en direkte relation til familien, påpeger de. Men hvad betyder det egentlig for samtalen, at tolken er et tredje led - for på den ene side bliver tolken et led der står imellem integrationsvejlederen og familien - på den anden side er tolken afgørende for, at der overhovedet kan opstå en dialog. Det er dette aspekt familierne selv fremhæver, når jeg spørger til deres erfaringer med tolkning – som de siger, uden tolken kan vi slet ikke tale sammen.
Ud over tolkningen er der også mange andre sproglige aspekter på spil. Dette gælder eksem-pelvis, når integrationsvejlederen skal forklare begreber og helt almindelige dagligdagsord, som vi selv tager for givet, men som ikke giver me-ning, medmindre man er godt bekendt med det danske samfund og ikke mindst finurlighederne i det danske sprog. Integrationsvejlederne er be-vidste om, at familierne ikke nødvendigvis ved, hvilken betydning der ligger i ordene. Alligevel ser jeg en udfordring i hele tiden at lægge sine for-forståelser til side og sætte sig i den andens sted. Og hvordan får man forklaret basale dagligdags-ting uden at komme til at virke nedladende? Det-te er endnu en balancekunst, som integrations-vejlederne dagligt balancerer i.

GÆSTEN OG VÆRTEN
Et aspekt, som jeg finder interessant, er den ud-veksling der sker mellem familie og integrations-vejleder. Integrationsvejlederne er gæster i fami-liernes hjem og bliver næsten uden undtagelse tilbudt kaffe og ofte også mad. I denne forstand er familien positioneret som gavmild vært, og integrationsvejlederen som en taknemmelig gæst. Denne rolleopdeling brydes dog, idet inte-grationsvejlederen skal rådgive familierne, og på denne vis indtager en position som den vidende, der skal hjælpe den mindre vidende. Hvordan agerer integrationsvejlederne og familierne i det-te rum, hvor roller, positioner og forventninger på mange punkter bliver vendt op og ned? Hvor gæsten indtager den øverste plads i et magthie-rarki, som ikke er ønskværdigt, men som uundgå-eligt vil være til stede grundet parternes forskelli-ge forudsætninger for at begå sig i Danmark. Og hvor begge skal finde en måde at være i det på, uden at der opstår akavetheder og spændinger.

FELTARBEJDE - OG HVAD SÅ?
Jeg har således lagt mærke til mange spændende elementer, som jeg glæder mig til at arbejde vi-dere med i mit speciale. Derigennem håber jeg at komme frem til brugbare pointer og perspektiver, som integrationsvejlederne kan anvende i deres arbejde med flygtningefamilierne.