Børne- & Familieteamet

Hvilken behandling tilbyder vi?

Børne- og Familieteamet varetager terapeutisk behandling af børn og unge, der har været udsat for traumatiske begivenheder i form af svigt, vold, seksuelle overgreb, dødsfald mm., som betyder, at de har symptomer på mistrivsel.

Vi tilbyder psykologbehandling til børn/unge med inddragelse af forældre. Her er formålet at understøtte en sund udvikling og fjerne symptomer på mistrivsel. Barnet/den unge skal opnå en tro på eget værd og genopbygge tillid i relationer.

Vi tilbyder også familieterapi, hvor formålet er at udvikle forældrefunktionen og samspillet i familien med henblik på at fremme en sund social og følelsesmæssig udvikling hos barnet/den unge.

Teamet udarbejder psykologiske undersøgelser og observationer og varetager intensiv træning og vejledning af forældre til handicappede børn og unge.

Hvordan arbejder vi?

Behandlingen kan omfatte familiesamtaler og individuelle samtaler, alt efter behovet hos barnet/den unge. Der kan også inddrages andre vigtige voksne f.eks. i skole- og daginstitution eller familiens netværk. Derudover kan forløbet indeholde udviklingsstøttende samspil gennem leg og aktiviteter relevante og barnets/den unges alder.